Det var kærligheden, som i slutningen af 1960’erne førte Harry Zaveri til København. Den dengang unge mand med indisk baggrund kom til Danmark fra London med en ingeniøruddannelse, som førte ham til en næsten 50 år lang ansættelse hos elektronikvirksomheden Brüel & Kjær i Nærum.
Han forlod Brüel & Kjær, da han rundede 75 år i november, men arbejder fortsat på konsulentbasis for sin gamle arbejdsgiver – nu med udgangspunkt i eget firma. Harry Zaveri kunne egentlig være gået på folkepension som 65-årig, men var glad for sit arbejde og ville gerne holde sig i gang.




























