Forleden pillede jeg Nigella Lawsons kogebog ’Køkkenets gudinde’ ud af reolen. Jeg ville bage til mine nye kolleger, og jeg var så træt, at jeg næsten ikke kunne tænke – er du vimmer, det er hårdt at begynde på et nyt sted – så jeg ville bage hendes brownies, de går aldrig galt, de smager godt, kan transporteres på en cykel, og så minder de mig om en særlig aften.
Jeg hørte nemlig første gang om den en aften for mange år siden, da jeg stadig var praktikant her på avisen. Jeg kan ikke huske anledningen, men en flok af mine kolleger spiste på en tapasrestaurant på Hauser Plads. Jeg kom senere, og jeg kom til at sidde ved siden af en af fotografernes hustru. Hvorfor hun var der, kan jeg ikke gennemskue, men det var hun, og hun sad med et spædbarn i armene, og vi snakkede sammen. Om hvor godt det var, at de havde fået barn nummer to. Jeg har fire søskende, og jeg forsømmer aldrig en lejlighed til at advokere for, at alle børn skal have søskende. Man fødes og dør nok alene, men har man søskende, er man mindre ensom undervejs.
