Måske sidder skuldrene allerede oppe under ørerne, mens du læser dette. Sommerferien er for længst forbi, du har smidt sandalerne, har strømper i skoene, og antallet af mails i din inbox på arbejdet er trecifret, selv om du kun lige har sat dig i kontorstolen.
Så er det nu, det gælder om at bevare roen, få skuldrene ned på plads og huske at holde pauser. Helst flere gange om dagen, hvis det står til den svenske yogainstruktør Ulrica Norberg. I sin nye bog, 'Restorativ yoga' med undertitlen 'Reducer stress, få energi og find balance', insisterer hun på vores behov for pauser og forsøger at hjælpe os til at falde helt til ro, mens hverdagen raser.




























