Hænder, der har lavet den samme madret i årevis, bevæger sig på en særlig måde. Lidt som en robot. En indbygget selvfølgelighed, og man kan næste se, at der kun er én måde at gøre det korrekt på. Som om instruktionen, der blev givet af en mors stemme i et fjernt barndomskøkken, stadig ligger på huden, sådan her gør man, se nu. Men også, som om hænderne arbejder af sig selv. De har lært bevægelserne. Hovedet over hænderne kan grine, tale, gøre hvad som helst. Hænderne ved, hvad de skal.
Sådan er det at se Fadimo Nuur. Det er, som om hendes hænder arbejder af sig selv. Tager dejen op, smører lidt melklister på, folder og tætner omhyggeligt, så hun får en lille trekant. Hun kommer fyld i, lidt mindre, end man ville tro, der skulle til. Folder dejen igen, limer med melklisteret igen. Ved siden af hende vokser bunken af sambusaer, der skal steges. De er fuldstændig ens i størrelsen. Perfekte, som kun det, man omhyggeligt har lavet igen og igen og igen, kan være det.
