Kunderne søger mod udgangen i Danske Bank. I slutningen af september havde banken ifølge egne oplysninger mistet 1.500 Nem-kontokunder i 2018. Det er på den konto, man typisk får skat tilbage, og der hvor man har sin lønkonto.
»Vi har i år haft en mindre nettotilbagegang i antallet af Nem-kontokunder på 1.500 kunder. En del af disse kunder har forladt os på grund af Estland-sagen. Selv om kundeafgangen indtil nu har været relativt beskeden, så er vi kede af hver eneste kunde, der vælger at forlade os. Jeg vil ikke spå om, hvordan Estland-sagen vil påvirke kundeudviklingen fremover. Jeg håber naturligvis ikke, at det får store konsekvenser«, skriver Thomas Mitchell, chef for Danske Banks privatkunder i Danmark, i en mail.



























