Lokomotivføreren nåede at køre knap en kilometer, før han opdagede, at toget var på vej mod øst i stedet for vest.

DSB-tog til Odense kørte i stedet mod Sverige

DSB's intercitytog mod Odense kørte mandag morgen 800 meter i den gale retning mod Sverige, før lokoføreren opdagede fejlen og vendte om. Foto: Olivia Loftlund
DSB's intercitytog mod Odense kørte mandag morgen 800 meter i den gale retning mod Sverige, før lokoføreren opdagede fejlen og vendte om. Foto: Olivia Loftlund
Lyt til artiklen

Meddelelser over højtaleren om, at toget nu er forsinket er i sig selv ikke usædvanlige. Alligevel var passagererne i toget fra Københavns Hovedbanegård klokken 08.12 mod Odense ved at få den medbragte morgenkaffe galt i halsen.

»Et par minutter efter afgangen kom der en meddelelse over højtaleren om, at vi simpelthen var på vej mod Sverige. Det har jeg trods alt aldrig oplevet før«, siger en af passagererne May Christiansen.

Intercity-toget var blevet ledt over på det forkerte spor og havde nu kurs mod Kastrup. Da det gik op for lokomotivføreren, standsede han toget og måtte gå igennem kupeerne for at komme til førerkabinen i den modsatte ende. Toget kørte så tilbage til hovedbanegården igen og blev så ledt i den rigtige retning mod Valby og Fyn.

»Folk i kupeen reagerede ved at grine. Det var der vist ingen, der havde oplevet før«, siger May Christiansen.

Ingen fare på færde

BaneDanmarks sektionschef Claus Christiansen bekræfter og beklager hændelsen.

»Ved en fejl blev der stillet signal mod Kastrup i stedet for mod Valby. Det var en fejl fra BaneDanmarks side, men det er vigtigt at fastslå, at der ikke var noget farligt i det, selvom det selvfølgelig er irriterende og beklageligt, at det medfører forsinkelse«, siger Claus Christiansen.

Han oplyser, at toget nåede cirka 800 meter i retning mod Sverige, før lokomotivføreren fik indikationer eller selv blev opmærksom på, at toget var på det gale spor.

»Det sker meget sjældent - måske fem-syv gange om året. I dag skyldtes det nok en kombination af stor travlhed og så en fejl fra BaneDanmarks side, en menneskelig fejl«, siger Claus Christiansen

BaneDanmarks sektionschef forklarer, at der ikke var nogen fare på færde, da der ikke kan komme andre tog ind på sporet, når der er stillet signal. Han sammenligner situationen med en bil, der ved grønt lys i en lyskurv kommer til at køre til højre i stedet for ligeud; her er der heller ingen risiko for pludselig modkørende bilister, da de holder for rødt.

Omvejen betød, at passagererne i IC51033 i alt oplevede 10 minutters ekstra rejsetid.

Jakob Sorgenfri Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her