Forestil dig, at danskerne blev rådgivet om beskyttelse mod kønssygdomme, men at 9 ud af 10 danskere ikke kunne finde ud af at tage et kondom på, lavede 2-3 huller i processen og kom til at tabe det undervejs. Det ville de fleste nok mene var et problem.
Men sådan er situationen i store træk, når vi forsøger at beskytte os med solcreme, før vi skal ud at solbade: Masser af forskning viser, at folk smører sig helt utilstrækkeligt ind og efterlader store, udækkede pletter. Og i en undersøgelse af danske strandgængere, som blev publiceret sidste år, satte forskere fra Bispebjerg Hospital tal på, hvor dårlige vi er til at smøre nok solcreme på hele kroppen.





























