Hvis der er nogen, der har været bannerfører for, at børn tager skade af skældud, er det børneforsker Erik Sigsgaard. Han forskede i udskæld i knap 10 år og interviewede børn, forældre, lærere og pædagoger. Han forklarer, at hvor forskningen tidligere tog de voksnes synsvinkel og så på, om skældud virkede, altså fik børnene til at makke ret, tog forskningen fra 1960’erne børnenes synsvinkel.
»Det var faktisk en kulturrevolution. At man begyndte at se på, hvordan det påvirker børnene. Derfor er det umådelig trist, hvis man nu falder tilbage for at finde noget, som virker for den voksne. Så kan den voksne tænke, at nu kan jeg være far og mor på en måde, som fungerer for mig. Det tager fokus fra det, som gør ondt på barnet«, sukker Erik Sigsgaard, som i dag er 81 år.




























