Kvinder forlader arbejdsmarkedet før mænd, selv om de har færre penge på pensionskontoen og en højere levealder, viser analyse. Dermed bliver kvinder afhængige af deres mænds pension, fastslår eksperter.

Mange kvinder lever af deres mænds pension

Mænd sparer mere op til pension end kvinder. Det skaber uligevægt i alderdommen, fordi kvinder både trækker sig tidligere tilbage end mænd og lever længere. Foto: David Navarro Delgado
Mænd sparer mere op til pension end kvinder. Det skaber uligevægt i alderdommen, fordi kvinder både trækker sig tidligere tilbage end mænd og lever længere. Foto: David Navarro Delgado
Lyt til artiklenLæst op
03:34

Lige løn for lige arbejde, flere kvinder i direktioner og bestyrelser: Ligestillingsdebatten har stået på i årtier og gør det fortsat. Og når det gælder pensioner, halter ligestillingen.

Kvinderne tjekker i gennemsnit ud af arbejdslivet mere end 1 år før mændene, selv om alle opgørelser viser, at kvinders pensionsformuer er markant mindre end mændenes, og selv om kvinder i snit lever 3-4 år længere end mænd.

Både mænd og kvinder har forlænget deres arbejdsliv markant i de seneste år, men afstanden mellem mænds og kvinders pensionsalder har i hele perioden fra 2010 til 2018 ligget konstant omkring 1 år og 2 måneder. Det viser en ny og omfattende pensionsanalyse udarbejdet af brancheorganisationen Forsikring & Pension.

I 2018 var kvindernes gennemsnitlige tilbagetrækningsalder 64 år og 10 måneder, mens mændene var 66 år, inden de lod sig pensionere.

»I virkeligheden bør kvinderne arbejde lige så længe eller måske endda lidt længere end mændene, hvis de vil være sikre på at fastholde deres levestandard som pensionister, men det er bare ikke det, vi ser«, siger vicedirektør Jan V. Hansen.

Han forklarer en del af udviklingen med det forhold, at mange par og ægtefæller planlægger at forlade arbejdsmarkedet samtidig.

Og eftersom kvinder typisk er yngre end deres ægtefæller, vil de også ofte trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet ved en lidt lavere alder end mændene.

Uanset hvad forklaringen er, bliver konsekvensen, at mange kvinder i større eller mindre grad bliver afhængige af deres mænds pension, når de forlader arbejdsmarkedet, advarer arbejdsmarkedsekspert Jørgen Goul Andersen, der er professor ved Aalborg Universitet:

»De store forskelle i mænds og kvinders pensioner afspejler jo et livsforløb, hvor kvinderne fortsat tjener betydeligt mindre end mændene, blandt andet fordi det er kvinderne, der tager fri fra jobbet og går på barsel, når der kommer børn i hjemmet«, siger Jørgen Goul Andersen og fortsætter:

»Der er ret gode økonomiske ordninger for de kvinder, der har de allermindste pensionsopsparinger. Men generelt har kvinderne meget små pensionsopsparinger, og det kan blive et alvorligt problem, hvis de pludselig skal klare sig selv, eksempelvis på grund af en skilsmisse«, siger han.

Økonom: Et kæmpeproblem

Meldingen er den samme fra forbrugerøkonom Mette Reissmann.

»Det er da et kæmpeproblem, at vi bruger hele livet på at kæmpe for ligestilling på et arbejdsmarkedet, der stadig på alle niveauer er præget af uligeløn, og når vi så skal pensioneres, så overlader vi de økonomiske tøjler til vores mænd«, siger Mette Reissmann, der har været medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Hun er medstifter af bevægelsen Kvindeøkonomien, der arbejder for at få økonomi på ligestillingsdagsordenen – og for at motivere flere kvinder til at tage styringen i deres egen privatøkonomi.

Reissmann fraråder på det kraftigste kvinder at indrette sig efter mændenes penge og økonomiske forhold i et land med en tårnhøj skilsmisseprocent.

»Vi skal gøre os fri af den myte, at kvinder ikke har forstand på økonomi, pensioner, boliglån og aktieinvesteringer. Men det kræver, at man sætter sig ind i sagerne og selv tager ansvar for de økonomiske dispositioner. Og det starter med en lovgivning, der sikrer, at mænd og kvinder har lige meget barsel – og at man gør op med en kultur, der konsekvent og i stort set alle brancher giver kvinder mindre i løn end mænd«, siger hun.



Michael Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her