Regeringen vil forbyde brugen af farlige fluorstoffer i mademballage – den typer stoffer, der gør muffinkageformen og pizzabakken glat indeni.

Regeringen vil forbyde farlige stoffer i kageforme, pizzabakker og madpapir

Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

De er nærmest uforgængelige og kan gøre pap og papir afvisende for smuds og vand. Fluorstoffer er på mange måder et mirakelmateriale, og det er grunden til, at de i årtier har været industriens foretrukne belægning på muffinforme, i mikrobølgepopcornposer, i papiret omkring burgeren, på bagepapir, madpapir, paptallerkener og et hav af andre steder.

Det er den glatte hinde på indersiden af nogle pizzabakker, der forhindrer, at bakken bliver gennemvædet af fedt og væske.

Men fluorstofferne hører ifølge flere danske forskere og organisationer til blandt de værste stoffer i verden i forbrugerprodukter, og nu vil regeringen forbyde brugen af stofferne i mademballage – både i danske varer og i varer fra udlandet.

»Det vil vi, fordi jeg ikke vil acceptere en risiko for, at de her meget skadelige stoffer vandrer fra indpakningen over i maden. Vi kan se, at stofferne udgør et stort sundhedsmæssigt problem, og vi kan ikke vente længere på EU«, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Forbuddet kommer som følge af årtiers videnskabelige advarsler mod fluorstofferne – ikke at forveksle med fluor i tandpasta, som er et helt andet stof. Stofferne er nemlig svært nedbrydelige og kan forblive i havmiljø, grundvand i meget langt tid og ophobe sig i mennesker og dyr.

»Når du først har fået dem ind i kroppen, er de ikke sådan at slippe af med. De binder sig til proteinerne i dit blod og i de blodrige organer«, fortæller professor Anne Marie Vinggaard, DTU Fødevareinstituttet.

Her kan de forårsage kræft, hæmme fostres vækst, forstyrre hormonbalancen, nedsætte immunforsvaret, øge kolesterol, forårsage fedme, skabe ubalance i stofskiftet og meget andet.

En af de helt stor skurke

Fluorstoffer dræber hvert år mellem 750 og 1.250 mennesker i Norden, fastslog en rapport udarbejdet for Nordisk Ministerråd i marts, og alene den forøgede dødelighed i Norden skønnes at svare til et samfundsmæssigt tab på mellem 21 og 35 milliarder kroner hvert år.

Derfor rangerer fluorstofferne sammen med stoffer som bisfenol og ftalater som de tre store skurke i forbrugerprodukter.

»Der er tale om en af de værste grupper af stoffer. Nogle af fluorstofferne er blevet udfaset, men der findes tusindvis af fluorstoffer, derfor kan industrien skifte til et andet på et enkelt molekyle, og kan så markedsføre deres produkt igen. Derfor er det glædeligt, at regeringen nu ønsker at skabe et forbud mod hele gruppen af fluorstoffer«, siger Claus Jørgensen, projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har igennem mange år testet produkter for fluorforbindelser og har blandt andet fundet fluor over den vejledende grænseværdi i Domino’s pizzabakker og McDonald’s indpakningspapir til burgere. Domino’s ændrede efterfølgende deres bakker, og McDonald’s oplyser, at de i dag ikke anvender fluor til madpapiret.

I en test sidste år fandt Tænk Kemi forhøjede fluorniveauer i 3 af 21 færdigkager – en citronkage fra svenske Pågen, muffins fra Aldi og 7-Elevens brunsviger.

I de sidste fem år har dele af detailhandlen arbejdet på at udfase stofferne. Blandt andet blev Coop de første i verden, som markedsførte mikrobølgepopcorn uden fluor. Coop vurderer, at det ikke har fordyret deres varer nævneværdigt.

Alligevel advarer Dansk Erhverv mod forbuddet.

»Et nationalt forbud er svært for erhvervet – rigtig mange produkter og især mærkevarer produceres i det øvrige EU, hvor der for nuværende ikke er et forbud. Dansk Erhverv mener, at det vil være bedre både sundhedsmæssigt og økonomisk at koncentrere kræfterne på at trumfe et EU-forbud igennem«, skriver organisationen i en mail til Politiken.

Lars Dahlager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her