Det er ikke småpenge, de danske pensionskunder har i den amerikanske oliegigant ExxonMobil. 2,3 milliarder kroner.
Men tallet er på vej ned. Flere og flere pensionsselskaber er begyndt at sortliste selskabet, og globalt er ExxonMobil kommet under et gevaldigt pres. I USA er der store retssager om selskabets rolle i den globale opvarmning, og så er der et stigende pres fra investorer fra kæmpe investeringsfonde med blandt andet den engelske statskirke, Church of England, i front.




























