Ifølge DR-programmet Kontant baserer elektronikkæden Power deres salgsstrategi på løgne overfor kunderne. Professor kalder det i strid med markedsføringsloven. Power afviser anklagen.

Medie: Elektronikkæde lyver systematisk for kunderne

Kunder i Power risikerer at få besked om, at deres produkt alligevel ikke er på lager, selvom de har reserveret det hjemmefra. Arkivfoto. Foto: Ernst van Norde
Kunder i Power risikerer at få besked om, at deres produkt alligevel ikke er på lager, selvom de har reserveret det hjemmefra. Arkivfoto. Foto: Ernst van Norde
Lyt til artiklen

Reserver en billig vaskemaskine på nettet og få en dyrere model med hjem, når du skal hente produktet i butikken. Sådan en situation kan du meget vel ende i, hvis du er kunde hos elektronikkæden Power.

Det fortæller en tidligere ansat i Power til DR-programmet Kontant. Ifølge ham er kædens salgsstrategi at sælge noget andet end det, kunden har reserveret på nettet. Tilbudsvarerne er nemlig ofte så billige, at butikken ikke tjener penge på salget. Derfor gælder det om at sælge en dyrere vare, når kunden kommer i butikken, forklarer den anonyme kilde til DR.

»Der er forskellige måder at gribe det an på. Man kan starte med at vise den maskine, man gerne vil sælge i stedet for. Andre gange siger vi, at tilbudsvaren ikke er på lager, selvom den måske er det. Vi kan også sige, at den har fået en transportskade, så vi ikke kan sælge den. Det er løgn det hele«, siger den tidligere ansatte til DR.

En af den ansattes tidligere kollegaer bekræfter, at det er sådan, det foregår i elektronikkæden.

Dobbelt pris på vaskemaskinen

Steen Nørbæk Madsen er tidligere kunde hos Power. I august manglede han en ny vaskemaskine og reserverede en model på Powers hjemmeside via kædens ’clik and collect’-system. På hjemmesiden stod, at maskinen var på lager i det lokale Power-varehus og kunne afhentes inden for 24 timer.

Men da Steen Nørbæk Madsen kom i butikken, var beskeden en anden. Den reserverede maskine var udsolgt, men sælgeren havde masser af andre maskiner i butikken. Dog ikke til samme gode pris som på nettet.

»Han prøver at hive mig over til en anden, som i øvrigt er dobbelt så dyr. I stedet for 6.000 koster den 12.000 kroner«, siger Steen Nørbæk Madsen til DR.

Det præcis samme skete dagen efter, da Steen Nørbæk Madsen igen ville forsøge at reservere en vaskemaskine på Powers hjemmeside.

DR-programmet Kontant har efterprøvet Powers såkaldte ’click & collect’-system ved at bestille hvidevarer i flere forskellige Power-varehuse. Alle gange er bestillingen gået igennem med en besked om, at varen er på lager. Men i seks ud af 10 forsøg har det ikke været tilfældet. Kontants udsendte har da oplevet, at ekspedienterne forsøgte at sælge dyrere maskiner i stedet.

Salgschef afviser

Salgsmetoden i Power er inden for markedsføring kendt som ’bait and switch’. Det fortæller professor i markedsføring på Copenhagen Business School Jan Trzaskowski til DR. Han er meget overrasket over, at metoden finder sted hos Power, da den er i strid med markedsføringsloven.

Elektronikkæden afviser selv, at de benytter ’bait and switch’ som salgsstrategi. Salgschef Simon Frølich kalder både Steen Nørbæk Madsens oplevelse og Kontants test for enkeltstående tilfælde.

»Det er dybt beklageligt, og det er ikke sådan, vi ønsker at drive forretning. Vi har en halv million kunder, der handler på ’click & collect’ hvert eneste år, og 99 procent af dem oplever ikke det her«, siger Simon Frølich til DR.

Salgschefen i Power fastholder også, at man kan regne med, at det er rigtigt, hvis det på hjemmesiden er markeret, at varen er på lager.

Kontant-afsnittet ’De forsvundne tilbud’ om salgsmetoderne i Power kan findes på DRTV og vises på DR1 klokken 21.55 onsdag aften.

Marie Nørgaard Skadhauge

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her