Nogle tager det hver dag
Laurits Nør Langager. Roskilde, 15 år.
»I min klasse er der mange, der har prøvet det. De fleste er festsnusere, men nogle tager det hver dag. Det begyndte efter sommerferien i år. Jeg er blevet spurgt mange gange, om jeg vil have noget – kom nu, siger de – men jeg har altid sagt nej. Jeg ved faktisk ikke, hvad der er af regler for det på min skole. Jeg har ikke hørt det. Folk køber det i små kiosker, hvor man ikke skal have ID med, sådan en lille privat kiosk, der kan man købe alt. I Roskilde er der en slikbutik, hvor man kan købe cigaretter, der har jeg mange venner, der går ind. Jeg tror ikke, mine forældre ved meget om det. Man kan jo skjule det for sine forældre, fordi det ikke lugter. Det er lige så effektivt som at ryge, men man kommer ikke hjem og lugter af røg. Det er en ting, der sker blandt unge. Mine forældre taler aldrig om det, de taler kun om, at cigaretpriserne skal sættes op«.




























