De fleste kvinder i den fødedygtige alder har en pakke Tampax eller Libresse stående i toiletskabet til næste gang, de bløder. Men der bliver færre af dem. For alternative metoder til opsamling af den månedlige menstruation vinder frem. Med menstruationskoppen som den absolutte frontløber.
»Når jeg snakker med mine kolleger, kan vi se, at rigtig mange kvinder bruger menstruationskoppen. Så mange, at man ikke længere kan tale om, at den er alternativ«, lyder det fra praktiserende gynækolog, ph.d. Charlotte Floridon, der er tidligere formand for Praktiserende Speciallæger i Gynækologi (DFKO).




























