Både de unge og de ældste på arbejdsmarkedet er bekymrede for egen økonomi, men foreløbig er kun 14 procent bange for at miste jobbet. Generelt har danskerne penge på kistebunden til at klare en dårlig periode, siger cheføkonom.

Megafon: Hver tredje dansker frygter, at coronakrisen rammer deres privatøkonomi

Pensionen, opsparingen, lønnen, fremtiden? I et efterhånden uddødt Danmark er hver tredje nu bekymret for deres privatøkonomi, viser ny Megafonundersøgelse. Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Pensionen, opsparingen, lønnen, fremtiden? I et efterhånden uddødt Danmark er hver tredje nu bekymret for deres privatøkonomi, viser ny Megafonundersøgelse. Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Arbejdspladser er i fare, kursfald æder store lunser af vores pensioner og aktieopsparinger og rentestigninger har på få dage gjort det dyrere at låne til køb af bolig.

Udsigten til, at coronakrisen også slår ned i privatøkonomien rumler nu i baghovedet hos hver tredje dansker, viser en helt ny Megafon-undersøgelse for TV2 Nyhederne og Politiken.

Støttepartier og DF stiller krav til regeringen: Arbejdsløse skal med i ny økonomisk hjælpepakke

34 procent af de adspurgte erklærer sig ’helt enig’ eller ’overvejende enig’ i, at de er bekymrede for deres privatøkonomi. 43 procent er til gengæld direkte uenig i, at der skulle være noget at være nervøs over.

Oprejst pande

»Det afspejler, at et sygdomsudbrud som dette i sin natur er midlertidigt. Folk tager det med oprejst pande. Og mange er sendt hjem med løn, som de ikke kan bruge i øjeblikket«, siger Troels Kromand Danielsen, cheføkonom i Nykredit.

Han tilføjer:

»På den korte bane er der selvfølgelig grund til bekymring, og der er brancher, der er udsatte. Men for landet som helhed er der meget at stå imod med privatøkonomisk. Mange har penge på kistebunden, så de kan klare en periode, hvor det ikke går godt«, siger cheføkonomen.

Unges første krise

Megafon-undersøgelsen viser, at de bekymrede findes i alle aldersklasser - men dog færrest blandt de etablerede 40-49-årige og pensionister.

Regeringen lover milliarder til frisører, fysioterapeuter, restauranter og hoteller

De mest urolige er faktisk de unge mellem 18 og 29 år, og der er flest mennesker med ondt i maven over privatøkonomien i region Hovedstaden.

Her er andelen nemlig 38 procent mod kun 20 procent i region Nordjylland.

En forklaring kan være, mener Troels Kromand Danielsen, at hovedstadsområdet har mange arbejdspladser i f.eks. underholdnings- og restaurationsbranchen, der er hårdt ramt.

Men når det gælder de unge, har de faktisk ikke grund til at føle sig særligt udsatte under coronakrisen.

Når 40 procent af unge under 30 er nervøse for deres økonomi i øjeblikket, skyldes det sandsynligvis for en dels vedkommende, at de ikke husker finanskrisen tydeligt og derfor oplever en global økonomisk nedtur for første gang.

Få frygter fyring

»Ser man på f.eks. pensionsopsparing, så er aktiefaldet værst for dem, der snart går på pension. De unge har hele livet til at spare op«, påpeger Nykredits cheføkonom:

»Hvad angår job er erfaringen fra finanskrisen, at det ikke blev sværere for de unge at komme ind på arbejdsmarkedet bagefter, der var ikke nogen ’tabt generation’«, siger han.

Den ultimative udfordring for privatøkonomien, at blive fyret, er endnu ikke en udbredt bekymring.

I undersøgelsen, som er gennemført 17. og 18. marts, svarer kun 14 procent, at de frygter at miste deres job som følge af coronakrisen.

Det tal vil dog komme til at stige, forudser Troels Kromand Danielsen.

Megafons rundspørge dokumenterer også, at danskerne oplever coronavirusset rykke tættere og tættere på.

Knap halvdelen angiver nu, at de er bange for at blive smittet. For to uger siden var det under hver femte, der gjorde sig den tanke.

Dorthe Lønstrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her