Vi skal have tiden til at gå. Derhjemme. Alene, eller måske med den nærmeste familie eller samboer.
Og det lader til, at et af de helt store hjemmeaktivitets-hit til tidsfordriv under coronakrisen er puslespil. At lægge dem, forstås.
Det oplever Thor Bentel, ejer af spilbutikkerne Games i Jorchs Passage i København og Maren Smeds Gyde i Aarhus. Normalt sælger han størstedelen af sine varer i de fysiske butikker, men under coronakrisen er det meste af salget rykket over i den lille kædes webshop. Og her er det tydeligt, at danskerne er blevet grebet af puslespilsmani.
»Der er en enorm stigning i salget«, siger han. »Mit bud er, at vi sælger 200-300 procent flere puslespil, end vi plejer«.
Og det må gerne være dem med mange brikker: »Normalt er det dem med 500-1.000 brikker, vi sælger flest af, men nu efterspørger vores kunder spil med 3.000-5.000 brikker. Man kan mærke, at de skal have tiden til at gå derhjemme. Det er vi glade for at kunne hjælpe med«.
Puslespil fungerer som et lille afbræk, så man ikke bliver helt rundforvirret over verden
Og så er puslespil ifølge Bentel gode til hjemmekarantænen, hvor mange skal jonglere arbejde, børnepasning og almindelige huslige gøremål. De er en mere »fleksibel tidsrøver, fordi man kan gå til og fra spillet. Normale brætspil som for eksempel ’Settlers of Catan’ skal spilles færdig, før man går fra bordet, mens man med puslespil kan nøjes med bare at lægge et par brikker, og så ellers først fortsætte dagen efter«.
Lageret er tømt
Også den familiedrevne fynske webbutik Spillehulen, der specialiserer sig i netop pusle- og brætspil, har oplevet en enorm interesse for puslespil under coronakrisen.
På en telefon fra Odense fortæller ejer Jan Borup Coyle, at han og de to andre ansatte »har ligget fuldstændig fladt, siden krisen startede«. I de 17 år, onlinebutikken har eksisteret, har de »aldrig oplevet så stor en efterspørgsel. Ikke engang i juletiden«, siger han og fortsætter:
»Vi har solgt hele vores varelager af puslespil. Vi er simpelthen løbet tør. Vi ligger omkring 400 procent over vores normale salg«.
Ifølge Jan Borup Coyle er det meget naturligt, at mange tyer til at lægge puslespil under en krise som denne:
»Det er jo en måde at fordrive tiden på, og så kan det være meget rart at tænke på noget andet end corona. Også bare for en kort stund. Puslespil fungerer som et lille afbræk, så man ikke bliver helt rundforvirret over verden. Men derudover tror jeg, at det især handler om, at det at lægge puslespil er noget, man savner tiden til under normale omstændigheder. I hverdagen, altså. Hvor man har alt for travlt med alt muligt andet. Nu har man pludselig tiden til det, og så skal man da lige snuse til det«.
Til gengæld oplever Spillehulen ikke, at kunderne i højere grad efterspørger de helt store spil. Men kundegruppen er blevet mere forskelligartet under krisen:
»Pludselig sælger vi til folk i alle aldre og til alle køn. Det er nyt, for normalt sælger vi mest til den lidt ældre årgang. Især til dem på plejehjem«, siger han.
Og så til »dem i fængslerne. De skal jo også have tiden til at gå«.
fortsæt med at læse




























