Vi havde haft en fantastisk dag, Panamakanalen er en åbning til noget nyt og et stort tjekmark for mange sejlere. Først bølgede panikken frem og tilbage, for vi skulle skifte gaster. Det lykkedes de gamle at finde fly hjem, og afløserne kæmpede for at kommet hertil, men det gik ikke. Alt var kaotisk og frustrerende, men da vi ramte ankerpladsen Las Brisas ud for Panama City, var vi faktisk glade for at få det åndehul, som vi troede, hele turen skulle være. Vi havde haft langt mere travlt end ventet og var bagud med at fikse ting på båden.
Men 14 dage blev til en måned, og endnu en, og nu er der snart gået fire. Vi har efterhånden forstået, hvor meget corona kommer til at påvirke vores tur.
I begyndelsen af i juni troede vi for alvor, det løste sig. Panama slækkede på restriktionerne, vi kunne tage gummibåden de 700 meter hen til en mole ved et militæranlæg, hvor vi måtte gå i land og blive der i mere end de 3 x 2 timer om ugen, man tildeles på faste tidspunkter efter køn og pasnummer. Men efter 6 dage lukkede landet igen ned, fordi smitten var blusset op.
