Det er snart to år siden, jeg skiftede job, og det har været ret fornøjeligt, men også på mange måder lidt af et selvhjælpskursus, hvor jeg helt uden at bede om det opdagede knap så charmerende sider af mig selv.
Som for nylig, hvor jeg skrev to artikler på samme dag, som var dybt forskellige og i hver sin genre, men begge virkelig skægge at lave og – håber jeg – interessante at læse. De var meget anderledes end nogle af de ting, jeg skrev på min gamle avis, og da jeg ville prale med artiklerne på de sociale medier – jamen sådan en er jeg – gik det op for mig, at jeg for et år siden, hvor jeg nok stadigvæk var lidt sur, ville have skrevet, at »det havde jeg ikke fået lov til« der. Men at det måske i virkeligheden var rigtigere at skrive »fået mulighed for«. Og at forklaringen på, at jeg skrev, hvad jeg skrev dengang, ikke kun var, hvad mine gamle chefer syntes, jeg kunne, men også hvad jeg selv forestillede mig, at jeg kunne.




























