Noget, der ligner en skyrbøtte. En beholder, der har huset rejer i lage. En plastiklomme. På et transportbånd kører det ene stykke plastik efter det andet forbi. Noget mere mast og uigenkendeligt end andet. Det er affald, som københavnerne har sorteret fra og smidt til genanvendelse.
En person skanner affaldet hurtigt med øjnene og sorterer det synligt forkerte affald fra. Det gælder blandt andet en tøjbøjle, der både består af plastik og metal, for det er kun plastik, der er velkommen for enden af transportbåndet.


























