Line ringede og spurgte, om de måtte komme forbi på visit. Hun er min niece, gift med Michael og har to børn, Olga på 3 og Skjold på 1,5 år. Vi kommer til kaffe og ta’r kage med, sagde hun; vi vil gerne spise tidlig aftensmad og kører igen, inden børnene skal sove. Vi er på camping ved Silkeborg.
Altså var der dømt spontan aftensmad, og Line er vegetar, nul frikadeller. Derfor gik vi tur i haven, alle sammen, og det var en fest, især for Olga. Først gravede vi kartofler op. Jeg gravede, og hun smed dem op i en spand, også de helt små, babykartoflerne. Derefter rødbederne, som er spæde, men fine. Jeg hev en halv snes op, og Olga fulgte efter og hev 50 op. Så til gulerodsrækken; de er også spæde, men lækre som slik, og ved siden af struttede persillen, og jeg plukkede en megabuket.



























