Forud for en havefest, børnefødselsdag eller skovtur er det en refleks hos mange at købe engangsservice af plast, men den mulighed udgår, når EU’s forbud mod en række engangsprodukter af plastik træder i kraft senest 3. juli næste år.
Hvis man herefter stadig ønsker at bruge engangsprodukter, bliver det dyrere. Det skyldes, at varerne i stedet vil blive fremstillet af materialer som træ, papir eller bagasse (restfibre fra sukkerrør), viser en kortlægning, som Cowi har gennemført for Miljøstyrelsen.




























