På opslagstavlen i mit køkken hænger en seddel, hvor jeg sidste år skrev datoerne for den aften, hvor vi inviterer vores gæster til gløgg, ned for de næste mange år. Det var nemt at vide, hvilke dage det skulle være. En hverdagsaften tæt på jul, så jeg ikke ser folk igen efter at have ønsket dem god jul. Men ikke så tæt på jul, at julestressen og jyllandsrejserne har sat sig i mine venner.
17. december 2020 stod der. Stod. For jeg har streget datoen over. Det bliver nok jul i år, men det bliver ikke jul på samme måde. Farvel til julefrokosten på avisen. Farvel til gløgg. Farvel til julefrokosten med fodboldvennerne før den sidste hjemmekamp.



























