Omtrent hver fjerde af os snorker regelmæssigt. Det svarer til 1,3 millioner danskere, anslår Dansk Center for Søvnmedicin på Rigshospitalet. Men når sandheden skal frem, er det jo ikke ’patienten’ selv, der generes. Lidelsen rammer dem, der ligger ved siden af.
Nuvel, en støjende partner kan få opereret sine larmende bløddele i ganen eller tilkoble sig en søvnapnømaskine. Men mon ikke de fleste vælger en helt anden løsning? At den søvnløse partner triller to små skumfiduser flade i enden og stikker dem ind i øregangen, hvor de puffer op og giver nattero. Eller gør de?




























