Der skal ikke herske tvivl om, at det vil være på sin plads at skåle i vin med skum og bobler, når 12-slaget byder 2021 velkommen, og vi lægger 2020 bag os.
Men hvorfor vente til midnat? Herfra skal der lyde en opfordring til også at lade de mousserende vine være med under middagen. De er glimrende ledsagere til alt fra snacks, grønt, fisk, skaldyr og fjerkræ til oste, når blot man finder den rigtige type og stil. Her er det især værd at være opmærksom på, i hvor høj grad vinen er præget af de toner af gær, kiks, surdej, toast, rugbrød og popcorn, som opstår, hvis vinen har ligget en tid på flaske med de døde gærceller efter den andengæring, som har skabt boblerne.



























