Der ryger ofte slik eller andre søde sager i indkøbskurven, når borgere i Danmark handler.
Danskerne køber i gennemsnit 6,6 kilo slik om året. Dermed indtager Danmark den globale førsteplads for slikindkøb. Vi køber cirka dobbelt så meget slik, som de gør i eksempelvis England og USA.
Det viser en publikation fra DTU Fødevareinstituttet.
Derudover køber vi i gennemsnit 5,7 kilo chokolade årligt. Det vil sige, at danskerne i gennemsnit køber 12,3 kilo slik og chokolade om året.
Og når indkøb af kager, is, desserter og snackbarer ryger med i regnskabet, løber det op i gennemsnitligt 35 kilo søde sager i indkøbskurven per dansker hvert år. Det svarer til næsten 100 gram søde sager hver dag året rundt.
I publikationen fra DTU bliver der videre peget på, at det reelle forbrug formentlig er langt højere. Det skyldes, at salgstallene ikke dækker eksempelvis grænsehandel, restaurantbesøg eller hjemmebag.
Danskere foretrækker slik - englændere er til chokolade
Og det store indtag af sukkerholdig mad og drikke er ikke problemfrit.
»Set fra et sundhedsmæssigt synspunkt er problemet med danskernes verdensmesterskab i slik og andenplads i saftevand, at det tager pladsen fra den sunde mad og drikke, kan skade tandsundheden og kan føre til overvægt«, hedder det i en publikation fra instituttet.
Det er ikke kun slik og kage, vi gerne skovler indenbords. Også søde drikkevarer som saftevand og sodavand er vi glade for i Danmark.
Irland køber mere saftevand
Danmark er det land i verden, hvor borgerne køber næstmest saftevand. Det er kun overgået af Irland.
Hver dansker køber i gennemsnit 37 liter drikkeklar saftevand om året. Derudover køber hver dansker i gennemsnit 82 liter sodavand og 4,5 liter energidrikke årligt.
Hvis alle søde drikke lægges sammen, køber danskerne i gennemsnit 127 liter årligt. Det svarer til 35 centiliter hver dag per dansker. I Danmark er indkøbet af søde drikke højere end i de øvrige europæiske lande, men mindre end i USA.
Hver amerikaner køber i gennemsnit 186 liter søde drikke om året - primært sodavand.
Opgørelsen fra DTU Fødevareinstituttet er baseret på indkøbstal fra 2018 fra Euromonitor, der indsamler salgsdata for 100 lande i verden.
ritzau




























