Min tvillingebror døde en nat i maj for to år siden. Han havde lagt tøj frem til næste dag og var gået glad i seng, men han vågnede ikke næste morgen. I løbet af natten var han blevet overmandet af et epileptisk anfald, som var så voldsomt, at han døde af det.
Der var intet nyt i, at han havde epileptiske anfald – de kom en gang eller to hver måned op gennem hele hans barndom. Jeg husker fjerne glimt fra engang, hvor vi stoppede på en rasteplads, fordi vi havde kørt i en tunnel med blinkende lys, og min bror fik et anfald på bagsædet.




























