Donér en del af arven til velgørenhed, og giv samtidig dine arvinger flere penge. Sådan bliver resultatet af de såkaldte 30-procent-testamenter, som et stigende antal barnløse benytter sig af ifølge advokater og Kræftens Bekæmpelse, der som en af landets største modtagere af arv fik 222 millioner kroner i 2020.
Det lyder som en løsning til gavn for alle parter, men når fjerne arvinger og velgørende organisationer får flere penge, kan det kun lade sig gøre, fordi statskassen går glip af arveafgiften.


























