Polestar 2: Du skal være forberedt på, at den får folk til at måbe
Manden stopper med et ryk, da han ser den perlemorshvide bil holde ved ladestanderen. Efter et par sekunder folder han hænderne bag på ryggen, som et artigt barn på et museum, og begynder med små skridt at kredse rundt om bilen i en cirkel. Da han er nået omkring halvvejs rundt om bilen, kommer en af hans venner forbi. De taler kort sammen, mens de peger forskellige steder på bilen.
Jeg kan ikke høre, hvad de siger, men deres nærmest hypnotiserede blikke fortæller det hele. De er fuldstændig solgt. Og efter at have kørt i Polestar 2 i en uges tid må jeg medgive, at det er jeg også. Det er en ’blærebil’, der tiltrækker sig stor opmærksomhed – men samtidig sikrer et tydeligt strejf af Volvos underspillede skandinaviske linjer, at designet stadig bevarer jordforbindelsen.



























