Sjældent har en tematest været så godt timet! I skrivende stund er det 31 grader på terrassen, og solen har braget ned i tre-fire dage. Det er sommer i Danmark og for varmt til at lave meget andet end at gå i vandet eller sidde i skyggen på terrassen og køle af. Sammen med et glas vin med dug på glasset og salte mandler og oliven til at hjælpe med at genoprette en smule af saltbalancen.
Når disse linjer læses, kan situationen være en helt anden. »Byger, der går og kommer« – og alt det der. Men det lønlige håb om en sommer langt over gennemsnittet har man lov at have, og så bliver der brug for terrassevin. Terrassevin? Ikke just et veldefineret begreb i vinens verden. Men lidt i stil med det ligeledes ikke særligt teoretisk velfunderede ’frikadellevin’ har de fleste nok om ikke andet deres egen ide om, hvad det dækker over. Man skal naturligvis drikke lige præcis den vin på terrassen, som man har det godt med. Tillad mig dog at opfordre til, at man både tager sin vin til frikadellen og til terrassen lige så seriøst som i andre sammenhænge. Det kræver et par overvejelser over plusser og minusser.



























