Det er ikke kun på grund af de store mængder slik, at børn er vilde med halloween. Den amerikanske højtid har også noget andet, som børn elsker: gys i afmålte mængder. Og meget tyder på, at det måske ligefrem er sundt for børnene at få et chok til halloween, hvis gyset vel at mærke er alderssvarende, mener forskere.
»Kombinationen af halloween og børn giver rigtig god mening, fordi børn fra naturens hånd er interesserede i monstre og ting, der er farlige. Børn kan godt lide at nærme sig det uhyggelige univers, og det giver dem mulighed for at lære at håndtere angst og stress. Det kan de muligvis bruge som en slags angstvaccine, hvis de får det i små doser, hvor de kan håndtere det. Og det gør dem muligvis bedre til at håndtere frygt senere i livet«, siger Mathias Clasen, der er horrorforsker og leder af forskningsenheden Recreational Fear Lab.




























