Vandet nåede mig kun til under knæene, da det stod helt klart: Det her kan jeg bare ikke i dag. På vej ned ad trappen til havnebassinet bredte en kulderystelse sig helt op i mine hårrødder, så jeg tog en dyb vejrtrækning, dyppede kroppen hurtigt en enkelt gang og skyndte mig ind i saunaens velsignede varme.
Normalt går jeg bare direkte i vandet. Sidder eller ligger lidt, mærker fornemmelserne brede sig i kroppen og tager måske et par svømmetag, før jeg roligt stiger op igen. I efteråret sad jeg i en plastikspand med isvand i to minutter. Jeg har vinterbadet i Grønland. Og så sent som i januar lå jeg i fem minutter i havet en sen vinteraften under den klareste stjernehimmel på Bornholm, hvor jeg er medlem af en vinterbadeklub. Alligevel lykkedes det mig ikke at opholde mig i det fem grader kolde vand i mere end højst et halvt minut, da jeg gik i vandet forleden.


























