De seneste måneders høje benzinpriser har fået bilisterne til at sænke hastigheden på motorvejen. Det vurderer Vejdirektoratet efter at have sammenlignet hastigheder på motorvejen i marts i år med samme måned sidste år.
Vejdirektoratet anslår, at bilisterne i gennemsnit kørte cirka 2 kilometer langsommere i timen på strækninger med en fartgrænse på 130 kilometer. Det lyder umiddelbart ikke som den store forskel, men en hastighedsreduktion på få kilometer kan også sænke udgifterne til at køre i benzin- og elbil. Det viser beregninger, som billistorganisationen FDM har lavet for Politiken.


























