For nogle år siden var jeg på et kursus, hvor en af underviserne irriterede mig helt ekstremt meget.
Jeg tror ikke på teorien om, at man bliver irriteret over de ting i andre, som man selv indeholder, men her holdt den meget fint stik. Hun var for meget, syntes jeg. For selvglad, for selvrosende, for talende; hun fyldte for meget, tog al pladsen, sugede ilten ud af rummet, og hun var fuldstændig blind over for sine egne mangler.




























