På ferien i juli tog en af mine sønner et billede af mig på en italiensk strand. Han benyttede sig af et eller andet åndssvagt filter, der gjorde mig til en en grotesk, forvrænget tegneseriefigur med opspilet mave og tynde tændstikarme. Det grinede vi meget ad i familien, fordi det så så skørt ud, og jeg tænkte, at det ville være et sjovt ferieopslag på Instagram og skrev følgende tekst til:
»Halløj derude. Pas på med maden i Italien. Det kan sgu hurtigt gå galt. Ikke bare med pastaen, men også de store charcuterifade, osteanretningerne, frutti di mare, der har været et smut i fritøsen, og ikke mindst bøfferne. Der er også kagerne og isen og sandkage til morgenmad, en kold øl ved poolen med lidt godter til og noget mundgodt inden aftensmaden til lige at tage den værste sult. Det kan også være rart med lidt mortadella og noget burrata inden sengetid. Så tag det roligt. Ciao fra Sune«.


























