Med halloween lige rundt om hjørnet er det igen tid til at købe uhyggelige kostumer og udhule græskar med familien. Og på trods af de stigende priser sparer danskerne ikke på halloweenuhyggen, når højtiden skal fejres 31. oktober.
Tværtimod forventer Coop en stigning på 10 procent i forbrugernes indkøb af skeletter, teaterblod og andre uhyggelige sager, der kan skræmme både børn og voksne. For netop det, at hele familien, både store og små, kan samles om uhyggen, gør, at halloween er blevet til en fast tradition, mener Lars Aarup, der er kommunikations- og analysechef hos Coop.




























