Priserne på brugte elbiler er faldet voldsomt de seneste måneder. En gennemsnitlig brugt elbil koster nu 25.000 kroner mindre, end en tilsvarende model gjorde i august, viser data fra onlinebrugtbilmarkedet Bilbasen.dk. For brugte Tesla Model 3 og Model Y er prisfaldene på helt op til 60.000 kroner.
Det store fald i brugtpriser på elbiler har en hovedårsag – og det er elprisen. Da elpriserne slog rekord i august, ramte det interessen for elbiler, og hos Bilbasen kunne de se, at mens interessen for elbiler faldt, begyndte antallet af søgninger på dieselbiler at tage til.




























