Til den aktive:
Smartur
Apple Watch Ultra. Dyre ure og elementernes rasen er normalt ikke nogen særlig god kombination. Det samme kan man sige om ditto ure og dagligt arbejde, hvor man risikerer at blive godt beskidt. Men det forsøger Apple Watch Ultra at overvinde. Med en urkasse af titanium kan dette smartur tåle lidt af hvert. For eksempel er det så modstandsdygtigt over for vand, at det kan bruges som dykkercomputer på dybder ned til 40 meter. Det kan modsat mange andre smarture betjenes, når man har handsker på, blandt andet via ekstra robuste knapper på siderne. Og så holder batteriet i op til 60 timer på en opladning med energisparefunktionen slået til, og 36 timer ved normal brug. Apple Watch Ultra koster 7.799 kroner.
Til indholdsskaberen:
Smartphone-stabilisator
DJI Osmo mobile 6. Uanset om platformen hedder TikTok, YouTube eller Instagram, så går familiens mest aktive indholdsskabere sikkert op i, at deres videoer ser godt ud. Der er prestige i at lave lækre videoer, især blandt unge, og det kan DJI Osmo mobile 6 til 1.399 kroner hjælpe med. Det er en slags holderstativ til smartphones, der benytter det såkaldte gimbal-princip. Det betyder, at smartphonen holdes stabil, uanset hvor ustabile dine hænder er. Det får smartphonevideoer til at ligne noget, en professionel videofotograf har lavet, og det hele hjælpes på vej af, at kontrolmekanismer til zoom, panorering og forskellige former for optagelse er indbygget i håndtaget.



























