Udgifter til energi og tab af kunder fører til, at 12 Coop-butikker lukker. 314 ansatte bliver opsagt.

Coop lukker 12 Dagli'Brugser

Foto: Christian Falck Wolff
Foto: Christian Falck Wolff
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 15.47.

Høje energipriser og ændrede indkøbsvaner hos kunderne får fødevarekoncernen Coop Danmark til at lukke 12 Dagli’Brugser, skriver koncernen i en pressemeddelelse fredag.

I alt 314 medarbejdere bliver sagt op. Butikkerne har i flere år haft det svært med svingende omsætning og underskud, oplyser Coop. De pågældende lukker dørene for sidste gang fredag 24. februar 2023.

Butikkerne havde ikke de store udsigter til at kunne vende skuden, skriver Coop i pressemeddelelse. I 2022 kommer de 12 butikker ud med et samlet underskud på knap 15 millioner kroner.

»Den aktuelle krise med stærkt stigende omkostninger til el, og kunder der flytter deres indkøb over i discountbutikker, har gjort, at det er nødvendigt at træffe denne beslutning«, udtaler Torben Blom Andersen, kædedirektør for Dagli’Brugsen, i pressemeddelelsen.

Derudover krævede butikkerne omfattende investeringer i nyt inventar som for eksempel køle- og frostanlæg. Det kunne ifølge Coop ikke betale sig.

De 12 butikker ligger i Vorrevangen i Aarhus N, Jordrup, Lime, Nørhalne, Frølunde, Gandrup, Tarp, Engesvang, Kalvehave, Veflinge, Borris og Vester Åby.

Hård kamp om kunderne

Stigende inflation har fået et stigende antal kunder til at søge væk fra butikker som Dagli’Brugsen og i stedet søge mod discountbutikker, påpeger Lars Aarup, der er analysechef hos Coop.

»Vi har set to bevægelser i den seneste periode. Den ene bevægelse trækker kunder væk fra supermarkederne og ned ad gaden til discountbutikkerne. Den anden bevægelse handler om, at kunderne kigger efter billigere alternativer, når det kommer til bestemte varegrupper, og så jagter de tilbuddene«, siger han.

Det er en forbrugstendens, som Coop forsøger at omstille sig til. Koncernen vil inden årets udgang lukke alle Fakta-butikker. I stedet vil Coop satse på det nye butikskoncept 365 discount.

Der bliver dog hård kamp om de kunder, der søger mod billigere alternativer. Konkurrenten Salling Group har etableret sin eget lignende koncept, der hedder Basalt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her