Fra 1. januar har 150 Coop-butikker ændret åbningstiden, så de lukker klokken 19 i weekenden.

150 SuperBrugsen- og Kvickly-butikker forkorter åbningstiden

Lyt til artiklen

150 SuperBrugsen- og Kvickly-butikker over hele landet har fra 1. januar ændret åbningstiden.

Det skriver tv2.dk.

Butikkerne, som tidligere har haft åbnet til klokken 20 eller 21, lukker nu klokken 19 i weekenden.

Ændringerne sker for at spare penge, oplyser informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen.

»Omkostningerne til el og energi er steget, og vores indkøbspriser er under pres, så vi har kigget på vores energiomkostninger, slukket lys og slukket for kølebokse rundtom i butikkerne«, siger Jens Juul Nielsen til tv2.dk.

Derudover er det op til butikkerne selv at vurdere, om de også vil ændre åbningstiden i hverdagene.

Ifølge Jens Juul Nielsen vil man i den kommende periode nøje følge udviklingen i butikkerne.

»Hvis det viser sig, at vi mister meget omsætning, må vi kigge på det igen. Foreløbig mener vi, at det er det her, som vil genere mindst og færrest«, siger han.

Der findes også 150 selvstændige SuperBrugsen-butikker, der selv justerer deres åbningstid i både weekend og hverdage.

»En god opfordring til kunderne er at holde øje med åbningstiderne i deres butik, for der er stor forskel på, hvor mange kunder butikkerne har hvornår«, siger Jens Juul Nielsen.

Han oplyser til tv2.dk, at han ikke har overblik over, hvor mange lokale butikker der indtil videre har måttet dreje nøglen om som følge af de stigende omkostninger.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her