Tesla skar omkring 100.000 kroner af prisen på flere modeller i januar. Nu sænkes prisen på Model 3 yderligere.

»Det er heftige sager«: Tesla sænker igen prisen på populær model

Foto: Aly Song/Ritzau Scanpix
Foto: Aly Song/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Elbilselskabet Tesla har fredag skåret 30.000 kroner af prisen på to af selskabets populære bilvarianter. Det drejer sig om Model 3 Standard Range og Model 3 Long Range.

De to biler koster nu henholdsvis 329.990 og 389.990 kroner.

Prisfaldet sker efter et stort fald i sidste måned, hvor de to modeller fik skåret mere end 100.000 kroner af prisen.

»Det er en stor nyhed for de danskere, der vil erhverve sig en Tesla Model 3. 12. januar kostede en Model 3 over 450.000, nu koster den 330.000 kroner. Det er heftige sager, det her«, siger Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.

Han regner med, at prisnedsættelsen vil blive fulgt på brugtmarkedet for Teslaer, og at den vil slå igennem hurtigt.

»Ved det seneste store prisfald i januar rettede markedet ind på 10 dage. Og det forventer jeg også kommer til at ske her. En brugt Tesla Model 3, der kostede 310.000 kroner i går, den kommer til at koste 280.000 i løbet af weekenden«, siger Jan Lang.

Et godt tilbud

Det store prisfald på flere Tesla-modeller i januar skete på globalt plan, men denne gang er der tale om et dansk prisfald. Det fortæller Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM, som mener, at justeringen giver god mening.

»I Danmark var Model 3 relativt dyr i forhold til deres Model Y, som er deres større SUV-model. Prisforskellen var under 15.000 kroner, og det har betydet, at interessen for Model Y har været kæmpestor, hvor interessen for Model 3 har været minimal. Derfor er det logisk, at man justerer priserne, så man igen kan begynde at sælge Model 3 her i landet«, siger Ilyas Dogru.

»Samtidig annoncerede Tesla for et par uger siden, at de har fordoblet deres produktion i Shanghai, altså på deres kinesiske fabrik. Og når de er i stand til at producere så meget, kan de sagtens sætte priserne ned for at øge efterspørgslen«.

Ilyas Dogru mener, at Model 3 med den nye pris er et aldeles attraktivt tilbud, hvis man er på udkig efter en god elbil.

»Det er en rigtig god pris på en rigtig fornuftig bil, som var årets bil i Danmark 2020, og som også blev årets brugtbil i 2022. Det vil sige, at det er en bil, som er blevet gentestet af danske biljournalister rigtig mange gange, og som har fået rosende ord med på vejen. Og vil man bare ikke købe en Tesla, så tror jeg, man er nødt til at vente på, om konkurrenterne sætter prisen ned«, siger Ilyas Dogru.

Tesla har oplyst, at kunder, der har bestilt en Model 3 eller en Model 3 Long Range til den gamle pris, men endnu ikke har fået bilen leveret, vil få bilen til den nye nedsatte pris. Derudover vil kunder, der har fået leveret deres bil inden for de seneste 14 dage, få refunderet differencen mellem den gamle og den nye pris.

Jonas Pröschold

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her