Jeg elsker maj måned. Ingen måned på året er smukkere. Dagene bliver lange, nætterne lyse, alt springer ud ud ud, træerne har bløde blade som hvalpeører, syrener lokker med deres berusende duft. Alting begynder forfra, og alting kan ske, der er tusinde muligheder, og hvem behøver at sove mange timer en nat i maj?
Jeg elsker også maj, fordi jeg har fødselsdag, og fordi barnet i mig aldrig er holdt op med at tænke på måneden som min måned. Maj er noget særligt, for os alle sammen og især for os, der er født her. Så insisterende smuk og overvældende og festlig og fuld af drømme og løfter om den sommer, der kommer. Nu sker det endelig. Vi klarede den, alt springer ud en gang til.


























