Jeg plejede at elske at være hjemme. Jeg sørgede for, at vi altid havde tid hjemme på Vesterbro i vores ferie. Jeg bagte måske en kage, gik rundt i mit bløde tøj og så en engelsk krimi eller to, mens jeg nød, at der ingenting skete.
Men så kom corona. Og hvad lavede jeg der? Jeg sled mine pyjamasbukser op, jeg så alt i fjernsynet, spiste for meget kage og lavede alt alt alt for lidt. Resten af tiden græd jeg, hvæsede ad min mand og græd over for mine chefer, fordi jeg hadede det hele så inderligt, og fordi jeg følte mig spærret inde i mit hjem. Ufrivilligt i fængsel i blødt tøj. Jeg ved, andre havde det sværere. Folk døde, andre blev fyret, nogle gik konkurs. Jeg havde det ikke svært, men jeg var alligevel så utrolig ked af det.
