Gasudvikling i dåser med confiteret andelår gør, at produktet bliver tilbagekaldt.

Confiterede andelår tilbagekaldes på grund af gasudvikling

Lyt til artiklen

Confiterede andelår af mærket Sanmartin’s Gourmet Confit de Canard tilbagekaldes, efter at der er observeret gasudvikling i nogle af dåserne.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Hvis man har produktet i sin husstand, anbefaler Fødevarestyrelsen, at man kasserer produktet eller leverer det tilbage til butikken, hvor det er købt.

Produktet er ifølge Fødevarestyrelsen solgt i SuperBrugsen, Kvickly og Irma i hele landet og i enkelte Dagli’Brugsen og Meny.

Gasudviklingen i nogle af dåserne gør, at dåserne hæver op. Og det tyder på, at der er en uønsket vækst af mikroorganismer i produktet.

Derfor er produktet uegnet som en fødevare. Sanmartin’s Gourmet ApS, som står bag produktet, har derfor valgt at tilbagekalde det.

Confitering betyder, at andelårene er kogt ved svag varme i eget fedt, og derefter er de blevet kølet ned i fedtet, som skal beskytte kødet, efter at det er kommet i en dåse.

På den måde kan kødet holde sig i lang tid i køleskabet.

De confiterede andelår bliver ofte tilberedt og serveret til Mortensaften, som i år foregår fredag 10. november.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her