De sidste syv Irma-butikker lukker ned torsdag, og fredag vil de være omdannet til Superbrugsen-butikker.

Nu er det endegyldigt slut med Irma

Irma-fans tog for et år siden til Middelfart, hvor Coop holdt landsrådsmøde om blandt andet lukningen af supermarkedskæden Irma. De forsøgte forgæves at holde liv i butikkerne.  Foto: Mads Nissen
Irma-fans tog for et år siden til Middelfart, hvor Coop holdt landsrådsmøde om blandt andet lukningen af supermarkedskæden Irma. De forsøgte forgæves at holde liv i butikkerne. Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 15.08.

Torsdag lukker desidste syv Irma-butikker ned, hvorefter de vil genopstå som SuperBrugsen fredag morgen, oplyser Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop, i en mail til Detailwatch.

»De er i princippet Irma indtil lukketid torsdag aften – og åbner altså som Superbrugsen fredag morgen«, forklarer Jens Juul Nielsen.

Coop besluttede i januar 2023 at lukke de 65 Irma-butikker, der alle ligger i eller omkring København. Lukningerne skulle have været trådt i kraft sidste år, men de blev udskudt til foråret 2024.

Coops beslutning om at lukke Irma-butikkerne bundede i, at butikkerne i årevis har været en underskudsforretning. Alligevel medførte kædens lukning en stor modstand fra kunder, der kæmpede for Irmas overlevelse. Blandt andet samlede 200 loyale kunder sig i februar 2023 foran Irma på Ordrupvej i Gentofte Kommune. Hånd i hånd dannede de en kæde rundt om butikken med budskadet om at bevare Irma, der på det tidspunkt havde rundet 137 år på bagen

Oprindeligt var Coops plan at omdanne de sidste Irma-butikker til Coop-testbutikker. Coop sløjfede dog en mulig ny hverdagskæde, og i stedet vil koncernen have fokus på de fire kæder Kvickly, Superbrugsen, Brugsen og 365discount.

Den første Irma-butik åbnede helt tilbage i 1886, og Coop overtog kæden i 1982. Størstedelen af Irma-butikkerne er blevet konverteret til andre Coop-koncepter. Selv om de fysiske butikker snart er helt væk fra bybilledet, vil en del af sortimentet fortsat overleve. Ifølge Jens Juul Nielsen vil 250 Irma-varer nemlig fortsætte med at være en del af koncernens udvalg på butikshylderne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her