I første kvartal blev 1.549 nye Tesla-biler indregistreret i Danmark. Det er et fald på mere end 56 procent.

Se listen: Tesla er nu kun det 10.-mest solgte bilmærke i Danmark

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Salget af nye Tesla-biler i Danmark blev mere end halveret i første kvartal sammenlignet med samme periode i 2024, viser tal fra Mobility Denmark, som organisationen har oplyst til Ritzau.

I årets første tre måneder blev der indregistreret 1.549 nye Tesla-biler her i landet mod 3.556 af slagsen sidste år. Det svarer til et fald på godt 56 procent.

Faldet betyder, at Tesla blot var nummer 10 på listen over bilmærker i Danmark, der havde solgt flest biler i årets første tre måneder. I første kvartal sidste år lå den amerikanske elbilproducent nummer to på den liste.

Samtidig kan man se, at flere andre mærker har haft medvind fra begyndelsen af året. Det gælder blandt andet Volkswagen, Hyundai, Cupra og Skoda.

Flere faktorer bag tilbagegang

Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom hos bilisternes interesseorganisation, FDM, vurderer, at der kan være flere faktorer, som har fået danske forbrugere til at vende Tesla ryggen. Det skyldes dels, at flere af selskabets modeller er aldrende. Derfor har mange ventet på en opdatering af den populære Model Y, som lanceres i disse dage.

»Dernæst skyldes tilbagegangen også, at der er massiv konkurrence på elbilmarkedet, hvor konkurrenter har oppet sig med nye modeller, prisnedsættelser og bedre garantiforhold«, vurderer økonomen.

»Så Tesla har ikke længere markedet for sig selv«, tilføjer han.

Derudover har der også været en negativ ’Elon Musk-effekt’, vurderer Ilyas Dogru med henvisning til Teslas topchef, der er buldret ind på den politiske scene som en af de største støtter til USA’s præsident, Donald Trump:

»Vi har fået en del henvendelser i vores rådgivning, hvor folk siger, at de gerne vil have rådgivning til at købe en elbil – det skal bare ikke være en Tesla. Den politiske forbruger er der – det har den altid været. Det kommer bare mere til udtryk i de her dage, hvor der er nogle, som fravælger en Tesla på grund af Elon Musk. Den præcise effekt af dette kan vi dog ikke måle«.

Danmark er ikke det eneste marked i Europa, hvor Tesla har været hårdt ramt fra begyndelsen af 2025. Det kvartalsmæssige salg i Frankrig, Sverige og Holland er faldet henholdsvis 41,1 procent, 55,3 procent og 49,7 procent, viser en ny opgørelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I Norge har effekten været langt mindre. Her er salget faldet 12,5 procent i perioden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her