Amerikanerne har et svar på VW Golf. De kalder den Dodge Caliber, og som altid, når det gælder amerikanere, er de ikke bange for at råbe lidt højt. I hvert fald vil man ikke kalde Dodge Caliber diskret, især ikke hvis man ser den forfra. Her står den med sit store gab, som også kendes fra samme mærkes giga-firehjulstrækkere. Alt i Caliberer dog af mere beskeden kaliber, og det gælder både prisen, størrelsen og motorkraften. Dodge Caliber fås nemlig fra 253.000 kroner, måler 4,40 meter og har i billigste udgave en motor på 1,8 liter og 150 hk. Prisen er fornuftig, størrelsen godt ramt, men motorkraften er faktisk i underkanten. Kun én variant Som sine europæiske rivaler, der også må tælle Peugeot 307, Ford Focus og Opel Astra, er Dodge Caliber en femdørs familiebil, men amerikaneren fås kun i denne ene udgave. De andre fås både med tre og fem døre, som stationcar og som cabriolet. Dodge er altså lidt i underskud, når det gælder muligheder for variation. Til gengæld er den lidt større end de andre. Derfor er der fin plads både foran og bagude, men alligevel kan vi ikke give en synderlig høj karakter til førerpladsen. Der er nemlig anvendt rene discountmaterialer de fleste steder, og dørene smækker også med en hul bliklyd. Men man sidder nu udmærket, selv om rattet kun kan justeres op og ned, ikke i længden. Udstyret er ganske omfattende i vores SXT-testbil, der er 40.000 kroner dyrere end grundmodellen. For de ekstra penge er det eneste af værdi alufælge og fartpilot, og de dele må kunne købes billigere i løs vægt. En udpræget sær detalje: Viskerkontakten, som man drejer på for at sætte gang i viskerne. De første fem klik giver intervaldrift i varierende grad, først sjette klik får viskerne til at køre kontinuerligt. På god amerikansk vis er der pænt med småtingsrum i kabinen samt en detalje, der er guld værd – i hvert fald om sommeren: et lille køleskab over handskerummet. Det er et lille aflukke med plads til to-tre flasker, som bliver afkølet af klimaanlægget. Sikkerhedsudstyret er lidt mærkeligt sammensat. Det er fint med ESP-system, men der er kun fire airbags: de to normale i front samt gardinairbags i loftet. Sideairbags i sæderne, som er et helt naturligt krav til en moderne bil, koster 8.000 kroner ekstra. Sløv motor Egentlig lyder det fornuftig med 150 hestekræfter til en bil på 1.400 kg, men det er nogle små, smalbrystede ponyer, der er stoppet ned i Caliberens motorrum. I hvert fald virker den direkte sløv og har ikke gnist af overskud til en hurtig acceleration ved motorvejsfart, medmindre man går helt ned i 3. gear. Der loves et forbrugstal på 13,7 km/l, hvilket nu ikke forekommer realistisk. Gearstangen har en fin placering højt på midterkonsollen, men er lidt af en plage at betjene. Den går nemlig trægt og stramt, og ved langsom køkørsel i 1. gear er det svært at præstere en rykfri betjening af koblingen. Amerikanerne selv køber sikkert denne bil næsten udelukkende med automatgear, så derfor er der tilsyneladende ikke brugt mange ressourcer på det manuelle gear. Caliber fås også med motorer på 2,0 liter – en benzinsag med 156 hk og en diesel fra VW med 140 hk. Ellers kører den ganske dejligt. Styretøjet rammer helt den europæiske stil – faktisk mere end visse europæere – ved at være tilpas fast og præcist. Bremserne tager godt fat, og affjedringen er også lige, som man kan ønske det: passende komfortabel på dårlige veje, men alligevel fast nok til at forhindre, at Dodge Caliber skal rubriceres som en flyder. Siden premieren i det tidlige efterår er der solgt 40 Dodge Caliber herhjemme (samt 110 stk. på gule plader). Selv om den er et forsøg på en amerikansk ’folkebil’, er der stadig noget eksotisk over den, og det er jo også aldeles uvist, hvordan brugtpriserne vil falde ud. Men under alle omstændigheder er den et spændende alternativ til de europæiske stangvarer.