De store og etablerede bilmærker som Ford, Chevrolet, Chrysler, Toyota og Volvo holder hof i hovedhallerne under North American International Auto Show, der af mange betegnes som verdens mest betydende biludstilling. Men måske tilhører fremtiden et lille bilfirma, der er forvist til en dårlig placering nede i kælderetagen – og det er Chang Feng fra Kina, der hermed har vist sine biler for første gang i USA. Men sikkert ikke for sidste. Under pressedagene holder de store bilfirmaer nogle præsentationer, der kunne være udtænkt af Hollywood, og som nogle gange har special effects, der må have været så kostbare, at man kunne brødføde en afrikansk landsby et helt år for samme beløb. Til sammenligning holdt kineserne et pinagtigt kejtet pressemøde, hvor en stor del af tiden gik med at overrække vimpler og gaver til lokalpolitikere fra Detroit-området. Indtil videre for dårlige Men muligvis har kineserne noget, som amerikanerne gerne vil have om et par år: billige biler. Foreløbig ser bilerne forfærdelige ud og er skruet jammerligt dårligt sammen, men det kan hurtigt ændre sig. Og så har de nuværende store bilfabrikker grund til at frygte, hvad der kan ske. »Vi ved, at kineserne kontakter designhuse overalt i verden, og hvis de kommer til os, kan vi udvikle en ny bil til dem på tre-fire år«, siger den danske topdesigner Henrik Fisker til avisen Detroit News. Fisker har sit eget lille firma i Californien, Fisker Coachbuild, og han besidder præcis den ekspertise, som kineserne endnu mangler. Ellers handler det i Detroit mest om masser af hestekræfter og smukt design. Det er i hvert fald det, de fleste etablerede firmaer vil forsøge at sælge deres produkter på. Kun General Motors, verdens største bilproducent, formåede at kigge ud over egen næsetip og præsenterede noget, der med nogen udvikling kan gå hen og blive ’fremtidens bil’. Nemlig elbilen Volt, som omtales separat her på siderne. Den er dog slet ikke køreklar endnu, da de nødvendige litium-ionbatterier endnu ikke findes til en fornuftig pris. Men om alt går vel, kan Chevrolet Volt være på vejene omkring 2012 – og til den tid vil den sikkert være omgivet af masser af biler fra Kina.
Frygt og forhåbninger i Detroit






























