Helt som ventet disker den nye Volvo S80 op med en række positive karaktertræk: Den er rummelig, komfortabel og føles meget sikker. Men vi kan ikke forbigå det negative: Den sluger store mængder benzin – i hvert fald, når den som her kører med V8-motor.
Denne motor, som er udviklet af Yamaha og som allerede bruges i Volvos firehjulstrækker XC90, er især tiltænkt det amerikanske marked. Til dansk trafik kunne vi nu fint have klaret os med en af de mindre motorer – og dermed også sluppet billigere fra mødet med benzinpumpen.



























