Lynhurtig, men mangler finesser

Lyt til artiklen

I virkeligheden er det lidt sært, at et GPS-navigationsfirma kalder sig Route 66. Denne hovedvej går nemlig tværs over USA, og her er det nærmest umuligt at fare vild. Spøg til side: Route 66 har netop udsendt et nyt apparat, Chicago 9000, og det er en yderst kvik og habil vejviser. Apparatet arbejder nemlig lynhurtigt. Hvis man overhører en af instrukserne og kører ligeud i stedet for at dreje til højre, går der højst et par sekunder, før et nyt ruteforslag er udregnet. Chicago-modellen følger den nye bølge, der dikterer en stor og bred skærm, og kortvisningen er derfor også ganske tydelig. Dog har Route 66 smurt lidt rigelig med kulør på. Vejbanerne er koloreret i alverdens farver, og det kan nogle gange være lidt svært at se, hvad man skal rette sig efter. Gnidrede oplysninger Desuden er der samlet en masse informationer med meget gnidret skrift i bunden af skærmen. Dem kan man ikke klikke væk – som man f.eks. kan i en TomTom – men man kan selvfølgelig lukke øjnene for dem. En anden detalje er derimod rigtig god: Nederst til venstre viser en pil, hvad næste manøvre går ud på – og nederst til højre viser en pil, hvad man derefter skal foretage sig. Det er en stor hjælp i bytrafik, hvor man så kan placere sig rigtigt i god tid. Ved rundkørsler får man dog ingen grafisk fremstilling, der viser, hvilken afkørsel, man skal tage. Vi savner dog et par indstillinger: F.eks. kunne man godt forlange, at apparatet selv skifter fra dag- til natbelysning, men det sker ikke. Der er også kun én stemme på dansk, og det er en kvinde. Surt for dem, der ville foretrække en mand. Indtastning af adresser foregår ved, at man starter med gadenavnet. Normalt er det fint nok, men prøv så med ’Vestergade’. Dem er der rigtig mange af i Danmark, og hvis det handler om Vestergade i Vrå, så skal der bladres en del, før man er fremme ved den rigtige adresser. Starter man med at vælge bynavnet, får man ingen mulighed for også at vælge et gadenavn. Alt i alt et habilt apparat, hvor prisen på 3.500 kroner dog er lidt i overkanten. Godt nok arbejder det hurtigt, men der mangler et par finesser hist og her.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her