Den samme karrosseriskal kan snildt dække over to vidt forskellige biler. Sådan er det f.eks. i den nye Peugeot 207-familie, hvor vi har prøvet to af slægtningene: 207 1,4 HDI og 207 GT. Den ene er blid, den anden lidt hvassere. Den blide først: For pendlere, der har langt til og fra arbejde, kan Peugeot 207 1,4 HDI være et rigtig godt valg. Den klemmer nemlig uden besvær mere end 20 kilometer ud af hver liter diesel. Det sker, mens man kører i fortræffelig komfort og med passende temperament. Motoren yder 70 hestekræfter, og det er aldeles passende, selv om bilen vejer 1.150 kilo. Der er godt skub i bilen ved alle almindelige manøvrer, herunder acceleration ind på en motorvej. Støjniveauet er imponerende lavt. Lidt dieselklapren høres ved lav fart, men ude på motorvejen registreres kun lidt susen fra dæk og vind. Prisen er næsten 200.000 kroner, men alligevel er det meget småt med udstyr. Ingen radio, kun et par manuelt betjente pinde til justering af sidespejlene. Til gengæld har Peugeot forbedret kørestillingen i 207 i forhold til forgængeren 206. Rattet kan nu justeres både i højde og længde, og det er et stort plus. Der mangler dog stadig en trinløs justering af ryglænet. Alligevel vil vi betegne komfortniveauet som ’godkendt’ – ikke mindst på grund af affjedringen, der på bedste vis sluger ujævnheder i asfalten. Alligevel skuffer denne 207’er, når det gælder to af de væsentlige betjeningselementer: styretøjet, der er en sær følelsesløs størrelse, og gearskiftet, der også er lidt slattent. Diskret GT-model Slut med den blide, over til den skrappe, 207 GT: I det ydre er der ikke skiltet meget med bilens ekstra potentiale. Der er ikke et eneste GT-emblem. Et sæt nydelige 17-tommers alufælge understreger bilens sportslige karakter, og i denne GT-version er man tvangsindlagt til et panoramaglastag, som vel at mærke ikke kan åbnes. Kunne man slippe for det, ville bilen nok blive ca. 10.000 kroner billigere. I kabinen noteres med tilfredshed et par sportsstole foran, der giver rigtig god støtte – langt bedre end i den mere ydmyge HDI-version. Ordet ’magtfuld’ er nok det mest passende ord at beskrive Peugeot 207 GT med, for nok er bilen hurtig, men den er ikke spor hysterisk at have med at gøre, selv om den ret lille 1,6-liters motor yder 150 hestekræfter. Bilen kan sagtens trille sindigt i bytrafik og på landevej, og kørt således er det ingen sag at opnå 14-15 km/l. Motoren er udviklet sammen med BMW, der bruger den i den nye Mini – desværre gælder samarbejdet åbenbart ikke gearkassen. I Mini har føreren seks trin at lege med, og der skiftes med korte og stramme bevægelser. I Peugeot 207 GT er der kun fem trin, og der skiftes med lange og slaskede bevægelser, der stjæler en stor del af den fornøjelse, det ellers er at køre denne bil. Samtidig er gearknoppen af blankpoleret metal, så den smutter ofte ud af fingrene. Gearskiftet var også ret dårligt i forgængeren 206 – mærkeligt, at Peugeot ikke kan tage sig sammen og få gjort noget ved det. Affjedringen og styretøj er strammet gevaldigt op i GT-modellen, og det gavner køreegenskaberne uden at skade komforten for meget. Fælles for begge versioner er et højt sikkerhedsniveau, der har givet sig udslag i topkarakter på fem stjerner i en crashtest hos organisationen Euro NCAP, men ellers er det naturligvis to modeller med appel til to vidt forskellige købergrupper: 207 1,4 HDI er f.eks. bilen til pendleren, der vil strække brændstoffet til det yderste, og som gerne vil rejse i rimelig komfort. 207 GT, der kun fås som tredørs, er til dem, der har råd til at betale en temmelig høj pris (266.000 kroner) for en bil med gode præstationer og højt udstyrsniveau. Valget er frit.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























